Det er maleri baseret på omhyggeligt studium af farve og lys, sat op i en arkitektonisk stram form, der dog ikke er strammere, end der er liv overalt på billedfladen.

I begyndelsen af Harald E. Jacobsens lange virke som billedkunstner arbejdede han med portrætter af Helene og naturalismens udsyn. Men mødet med værker af blandt andet Roger Bissiere, Viera da Silva, Pierre Soulages, Goetz i Paris ændrede for altid hans syn og tilgang til kunsten. Harald E. Jacobsen har kunstnerisk altid været i bevægelse, hvor han har eksperimenteret og forfinet sin egen stil.

Harald E. Jacobsen arbejder med farvenuancer, tone i tone. Med en særlig fornemmelse for lys- og skyggevirkninger. Det er i særdeleshed hans fine fornemmelse af og forståelse for at fange lyset, man vil huske ham for. Og så den kontemplative ro, der stråler ud af hans værker. Som hos et par af de store internationalt anerkendte kunstnere i efterkrigstiden, den russisk fødte/amerikansk naturaliserede Mark Rothko (1903-70) og tyskeren Gerhard Richter (født 1932).

Motivet kan være et vindue, et plankeværk eller solen i vinduet som billedets titel tvinger frem af lærredet. Men renset ned til det ugenkendelige i stramme billedkompositioner bliver disse dagligdagsfænomener et påskud for at arbejde med maleriet som maleri. Der er noget søgende, meditativt, eller åndeligt over Harald E. Jacobsens malerier med en mystisk lyskraft.

“Den fortryllelse, jeg altid har følt over for Harald Jacobsens malerier, deles gerne af alle mine venner i vores atelier, uanset deres kunstneriske uddannelse og deres billedmæssige retninger. Hans ukunstlede sprog, hans yderst elementære former, hans enkle farver, som kendetegner de kunstnere der samler sig omkring det, man kalder “geometrisk abstraktion”, har deres tilhængere og deres modstandere. Men den næsten magiske spændvidde i Jacobsens værker overskrider disse snævre grænser ved deres følsomme poesi og taler til alle, som betragter dem indgående.”

(Citatet er fra 1989).